Vi taler meget om, hvorvidt en tekst er skrevet med AI. Men måske burde vi interessere os mere for, hvordan AI er blevet brugt, og hvem der står bag ordene.

Jeg arbejder med transformation. Med at få noget til at flytte sig i mennesker, så noget kan flytte sig i de organisationer, der gerne vil i en ny retning.

Og derfor går jeg ret meget op i tillid.

For forandring sker ikke bare, fordi vi har lavet en solid plan og sendt de rigtige mails på de rigtige tidspunkter.

Mennesker skal have tillid til både afsenderen og retningen, hvis de skal have lyst til at bevæge sig med.

Og her synes jeg, at AI gør vores kommunikation ret interessant.

Når det bedst kan betale sig at holde mund

Jeg er stødt på flere interessante perspektiver i debatten om AI og kommunikation. Især én pointe har sat sig fast hos mig:

At det nogle gange bedre kan betale sig ikke at fortælle, at man har brugt AI.

Eeeij. Ahvad?

Prøv lige at tænke over absurditeten.

Vi investerer enorme ressourcer i at få medarbejdere til at bruge AI. Vi underviser, eksperimenterer og opfordrer til at tage teknologien til sig.

Men når vi så rent faktisk bruger den, kan det opleves som en fordel ikke at fortælle det.

Hvorfor?

Måske fordi vi stadig forbinder AI-genereret tekst med noget upersonligt. Noget, der ikke er gjort sig umage med. Eller måske ligefrem med manglende faglighed.

Hvis jeg fortæller, at jeg har brugt AI til at udvikle denne artikel, kunne du måske tænke:

Har hun overhovedet selv skrevet det? Er det hendes tanker? Eller har hun bare bedt ChatGPT om at producere en tekst?

Det er ikke uvæsentlige spørgsmål.

Men jeg synes, vi mangler nogle nuancer.

Det interessante er ikke kun OM, men HVORDAN

For der er jo ret stor forskel på at bede AI om at skrive en færdig artikel om et emne, man ikke ved ret meget om, og at bruge AI som en kritisk sparringspartner til at udvikle sine egne tanker.

Det ene kan være en genvej uden megen refleksion.

Det andet kan faktisk være en måde at tænke dybere, udforske flere perspektiver og blive skarpere på sit eget faglige standpunkt.

Og selvfølgelig findes der alle mulige variationer derimellem.

Så hvorfor er vi så optagede af, om AI har været involveret, frem for hvilken rolle teknologien har spillet?

For mig handler det i sidste ende om, hvem der står bag tankerne. Hvem der træffer valgene. Og hvem der tager ansvar for det, der bliver kommunikeret.

Hvem sad med ved bordet?

Jeg har længe gået og fiflet med idéen om et lille mærkningssystem for AI-assisteret kommunikation.

Christiane Vejløs greb med "Hilsner fra et menneske" gav mig inspiration til at gøre idéen mere konkret.

For jeg bruger selv forskellige AI-assistenter i mit arbejde.

De har forskellige roller, formål og perspektiver. Og de sidder så at sige med ved bordet på forskellige tidspunkter i min kreative proces.

Så hvad nu hvis vi begyndte at fortælle, hvem der faktisk havde bidraget til det, vi producerer?

Eksempelvis sådan her:

Hvem sad med ved bordet, da denne artikel blev til?

Sara, menneske

Tanker, idéer, erfaringer, perspektiver, holdninger, kreativ retning og den endelige dømmekraft.

Strategi Susan, AI

Strategisk sparring, kritiske spørgsmål og skærpelse af idéer og argumentation.

Formidler Freja, AI

Sparring om fortælling, struktur, sproglig klarhed og flow.

LinkedIn-Lars, AI

Redaktionel sparring og tilpasning af den oprindelige tekst til LinkedIn-formatet.

Det fortæller dig noget andet end en simpel mærkat med "AI-genereret" eller "Skrevet af et menneske".

Det giver indblik i processen og i arbejdsdelingen mellem menneske og teknologi.

Men skaber transparens nødvendigvis mere tillid?

Og det er her det bliver øgte interessant. Og det er her jeg ægte gerne vil blive klogere.

Måske vil nogle opleve større troværdighed, fordi de kan se, hvordan teksten er blevet til.

Mens andre måske vil miste noget af respekten for indholdet, netop fordi AI har været involveret.

Og måske er der situationer, hvor en detaljeret beskrivelse af arbejdsprocessen slet ikke er relevant.

Et mærkningssystem er heller ikke nogen garanti for kvalitet. Man kan sagtens være transparent om en dårlig proces.

Men jeg synes, idéen er værd at undersøge.

Hvis vi gerne vil skabe en kultur, hvor mennesker bruger AI ansvarligt, kreativt og med deres egen dømmekraft intakt, skal vi måske også udvikle et fælles sprog for, hvordan vi bruger teknologien.

Et sprog, der ikke reducerer arbejdet til enten menneskeskabt eller AI-genereret.

Så… Handler fremtidens troværdige kommunikation om at gøre det tydeligt, hvordan mennesket har været involveret?

Dette kunne være et bud.

Hvad tænker du? Ville det ændre din oplevelse af en tekst, hvis du kunne se, hvem der havde bidraget til den, og hvordan? Og ville sådan et mærkningssystem skabe mere eller mindre tillid hos dig?