Sara Engvild
Designer og facilitator i komplekse forandringer
Jeg tegner, så vi kan tænke sammen
Siden jeg var barn, har jeg tegnet for at forstå verden – for at skabe mening. Jeg bruger stadig det visuelle til at få øje på mønstre og sammenhænge. Når noget bliver synligt bliver det nemlig meget nemmere at tale om det.
Jeg hjælper mennesker med at forstå det samme
Da jeg gik i gymnasiet sagde min historielærer: "Sara, du stiller altid så mange spørgsmål, som om du ikke helt har forstået stoffet."
Den sætning blev ved mig. Jeg stillede ikke spørgsmålene, fordi jeg ikke forstod. Jeg stillede dem for at forstå bedre. For at være sikker på, at vi forstod det samme.
Det arbejder jeg stadig med i dag.
Jeg ser rummet
Jeg faciliterer med energi og nærvær. Jeg er tydelig – holder retning og struktur, men også menneskelig, så mennesker tør sige det, de egentlig tænker.
Jeg hilser friktionen velkommen, fordi det ofte er dér fælles forståelse begynder at tage form. Og stikker den famøse elefant snablen frem i rummet, møder jeg den gerne, så den ikke står i vejen for fremdrift.
Jeg designer med udgangspunkt i mennesker
Jeg tager altid udgangspunkt i de mennesker, det handler om. Forandringer lykkes først, når de giver mening for dem, der skal få dem ud i livet. Derfor slår jeg altid et ekstra slag for at få deres perspektiver med.
Jeg ser organisationer som levende systemer
Organisationer er mere end strategier, processer og organisationsdiagrammer. De består af relationer, vaner, ansvar, magtforhold og usynlige mønstre. Når vi piller ved én ting, påvirker det alt andet. Derfor prøver jeg altid at forstå helheden, før vi beslutter, hvad der skal forandres.
Min erfaring
Jeg er uddannet Cand.Comm. med kulturstudier og pædagogik som sidefag og har gennem mere end 10 år arbejdet med strategi, innovation og forandringer i organisationer som NNE og Designit.
Når I kan mærke, at noget ikke helt hænger sammen
Måske oplever I, at der er forskellige opfattelser af situationen eller at det næste skridt er uklart.
Når mennesker skal samles om en ny retning
Måske har I fået en ny strategi, står midt i en forandring eller skal træffe vigtige beslutninger på tværs af organisationen.
Når løsningen endnu ikke er kendt
Måske står I med en udfordring, hvor ingen kender svaret på forhånd, og hvor det kræver flere perspektiver at finde den rigtige vej.
Når forandringen skal leve i hverdagen
Måske er retningen klar nok på et slide, men sværere at få til at give mening ude i virkeligheden.

