I ugen op til påske deltog jeg i et morgen-event om trivsel og digitalisering hos Operate A/S, Tiny Revolutions. (Opturs-event, kan varmt anbefale det til alle!)

Der var særligt to ting, der satte sig fast.

Det ene, fra Dr. Imran Rashid, ramte noget ret grundlæggende:
At mening, tillid og autoritet ikke opstår i det, vi ser (også på en skærm) – men i det, vi mærker i kroppen. Og det er det, skærmene gør ved os: De afkobler os fra kroppen, fra nervesystemet. Vi kan se mere end nogensinde. Men vi 𝘮æ𝘳𝘬𝘦𝘳 mindre.

Det andet var fra Bent Meier Sørensen: At vi er blevet forførte af skærmene. Autoriteten er flyttet fra os mennesker - og ind i skærmene. Så spørgsmålet er: Hvordan får vi den tilbage?

Journalist, Mads Olrik undersøger netop det i sin bog ‘Jeg er kommet for at ryste jer’. Her viser det sig, at autoritet ikke længere handler om position, men om evnen til at kunne mærkes. At kunne rykke noget i andre. Ryste os. Få noget til at ske i os – ikke bare i vores hoved, men i vores krop.

Jeg tror, det sker i det øjeblik, vi tør vise os selv. Sådan helt ægte. Uden facade. Der hvor vi faktisk indgår i dialog – og ikke bare sidder klar med vores eget svar.

Anne Skare Nielsen delte et virkelig godt eksempel forleden med Finlands statsminister. Hvor han rykker på sig selv i real time. Det er ikke poleret, ikke færdigt. Han er til stede. Og tør være det (omend man mærker lidt ubehag). Og man kan se det ske: Autoriteten flytter sig tilbage til mennesket. Fordi vi mærker ham.

Tilliden bliver større – på grund af det uperfekte – ikke på trods af det.

Det er måske det nye “hårde”, hvis man kan sige det sådan.

Ikke det perfekte. Men det mærkbare.