Det spørgsmål føles ekstra relevant i en AI-tid, hvor alt kan skabes på et splitsekund.

Jeg har tænkt lidt på det sidste…

I starten af året så jeg Hermès lancere deres nye visuelle identitet med håndtegnede illustrationer. Forleden så jeg et LinkedIn-opslag fra Jan Keck, der søger illustratorer (rigtige mennesker – ikke AI) til sin nye bog. Og så er der holdet bag @minbedstebog, som har sagt nej til AI-genererede børnebøger med argumentet: “Hvorfor skulle børn gide at læse noget, som andre ikke har gidet at skrive?”

I forandringsprocesser synes jeg, ledere, HR og kommunikatører bør stille sig selv det samme spørgsmål:

Hvorfor skulle mennesker engagere sig i strategien, hvis vi ikke selv har gidet at skrive, tegne eller oversætte den?

Håndtegning er ikke æstetik - det er ledelsesadfærd
Det handler ikke om form, men om ansvar. Om at bruge tid. Om at invitere mennesker ind. Når ledere selv formulerer og bruger tid på at gøre noget forståeligt, tager de ansvar for indholdet.

Jeg arbejder bl.a med grafisk facilitering og strategisk visualisering – håndtegnet – hvor kompleksitet brydes ned og gøres synlig, så mennesker kan se, tale sammen og tage stilling.
Det tager tid. Og dét er netop pointen.

I en AI-tid bliver det langsomme, menneskeskabte, et tillidssignal
Når indhold kan produceres på to sek., bliver det langsomme et signal om noget andet: at man har gidet, brugt tiden, og gjort sig umage.
Tre ting, der er blevet låågsus.

Og det er præcis de parametre, jeg tror, vi i stigende grad kommer til at måle ledelse og forandringskommunikation på. Helt intuitivt.

Forandringskommunikation måles på indsats - ikke format
Det handler ikke primært om formatet. Men håndværket repræsenterer noget ægte. Derfor bliver spørgsmålet bag formatet vigtigere end formatet selv: Har I gidet at gøre jer umage? Har I gidet os?

Når alt kan genereres på få sek. i AI-maskineriet, bliver den menneskelige indsats det, der skiller sig ud. Og det er dér, tillid opstår.

Det ufærdige inviterer - det færdige lukker ned
Det håndtegnede – det rå og upolerede – inviterer til dialog. Det perfekte signalerer det modsatte: “Dette er besluttet, det er effektivt.”

Så når strategier skal 𝘧𝘰𝘳𝘴𝘵å𝘴, virker det knap så godt, hvis alt fremstår færdigt, distanceret.
Dér vil jeg have det ærlige. Så jeg kan mærke dig, mennesket.

Og her kan håndtegningen noget særligt – endnu mere i en AI-tid, hvor det perfekte er blevet let, og det menneskelige er blevet… sjældent.