I arbejdet med en AI-strategi lagde jeg mærke til noget.

Der blev tænkt gode og grundige tanker om, hvordan AI kunne løfte organisationens kerneopgave. Potentialet, effektiviteten – og mulighederne. Energien boblede.

Men ét spørgsmål blev aldrig stillet:

Hvad betyder implementeringen af AI egentlig for menneskers oplevelse af deres egen værdi i arbejdet?

Hvad betyder det for deres faglige stolthed, for relationerne mellem kolleger – og for følelsen af at bidrage, af at være nødvendig?

Og det har hjemsøgt min hjerne siden...

Mange organisationer er fulde af passionerede specialister – I ved, de der mennesker som man altid går til, når noget er særligt kompliceret. Organisationer, hvor kulturen emmer af faglighed og nysgerrighed.

Men hvad sker der i en organisation, når man pludselig kan spørge en AI-bot i stedet? Hvor ender vores faglige stolthed og følelse af værdi henne, når botten bliver spurgt mere end kollegaen ved siden af? Hvad gør det ved kulturen, relationerne - ja, limen?

Vigtigt at sige: Det her er ikke et argument imod AI.

Det er derimod et argument for at tage de menneskelige konsekvenser af organisatoriske AI-beslutninger alvorligt.

AI ændrer spillereglerne, og vi arbejder allerede på en anden måde end før. Og det har konsekvenser for mennesker – for menneskers identitet – og for følelsen af værdi.

Hvis vi kun designer AI ud fra effektivitet, risikerer vi at overse noget afgørende: Arbejde handler ikke kun om output. Det handler også om at føle sig værdifuld. I hvert fald hvis vi stadig vil have humans in the loop (og det vil –og skal vi jo som bekendt – hvis vi vil leve op til EU’s nye AI-regulering…).

Så i min optik handler det stadig om mennesker – om at blive spurgt – om at bidrage. Hvis vi ikke tænker den dimension med nu, kan vi ende med arbejdspladser, der er effektive – men også underligt tomme. Og hvem gider arbejde der?

Derfor tror jeg, at et af de vigtigste spørgsmål fremover bliver:

Hvordan designer vi organisationer, hvor AI gør os bedre - uden at gøre mennesker overflødige for hinanden?

Et ret fint eksempel på, hvordan det kan gøres menneskeligt er når organisationer giver deres bots navn og personlighed til ære for en specialist-kollega, med høj faglighed og guttermand/kvinde-energi - og som svarer, som den person ville have gjort. Samme tone, samme faglige blik. Her lægges der både navn og personlighed til botten. Den bliver ikke bare et system. Den bliver en digital kollega. På den måde designes teknologien, så det bliver tydeligere, hvem vi står på skuldrene af, hence, limen...

Jeg er nysgerrig:

Har I set den dimension blive taget alvorligt i arbejdet med AI hos jer?
Eller handler samtalen stadig mest om potentiale og effektivitet?