Jeg har gået og tumlet med nogle spørgsmål i et stykke tid.

Det handler om AI. Det handler om mennesker. Og det handler om vores evne til at lære – eller måske nærmere 𝘪𝘬𝘬𝘦-lære – i en AI-verden. Og dermed: vores evne til at udvikle os. Som mennesker. Som organisationer. Som samfund.

Jeg har selv brugt AI en hel del, i kraft af Copilot/ChatGPT – både i mit arbejde med foresight og trendmapping i NNE, og privat: alt fra råd ang. hvilken gødning, jeg skal bruge i køkkenhaven til de der “det skal bare overstås”-opgaver som fx madplaner.

Og jeg har optur over, hvordan AI kan kick-starte ideudviklig, inspirere, skabe overblik, strukturere, grupperer, og og og… Men jeg oplever også, hvordan jeg indimellem har siddet sådan nærmest ’lammet’… tom. Den dér følelse af at blive væltet omkuld med fancy ord og sætninger, der lyder klogt – og tænke: “Wow, det er spot on!” – og så bagefter tænke: “Men… forstår jeg egentlig, 𝘩𝘷𝘰𝘳𝘧𝘰𝘳 det er rigtigt? Det hele er jo bare blevet serveret for mig på det famøse sølvfad!

Når jeg researcher, interviewer, taler med folk, skriver noter, flytter post-its rundt, laver mønstergenkendelse med hænderne – så mærker jeg læringen. Den sætter sig fast. Jeg forstår med både krop og hoved. Det bliver 𝘮𝘪𝘯 indsigt.

Men når AI gør det for mig… så sker læringen uden for mig. Den er udliciteret. Den svæver et sted derude i Large Language Model-universet. Og jeg mærker den ikke. Ikke sådan rigtigt.

Det sidste halve år har været lidt af en rutsjebanetur – fra post-its til prompts - og lidt tilbage igen. Én ting er sikkert: at finde balancen er stadig en rejse.

Nogen der har oplevet samme rutschebanetur?