Organisationens fælles hjerne bliver ikke nødvendigvis klogere, bare fordi medarbejderne gør.
Hvad sker der egentlig med en organisations evne til at tænke, når mere og mere af tænkningen foregår mellem menneske og maskine?
Jeg oplever, at de organisationer, der er længst med AI, arbejder bevidst med både bottom up og top down. Det giver mening.
Men én udfordring ser ud til at gå igen.
Når vi slipper Claude eller ChatGPT løs, kan vi hver især omsætte vores idéer til prototyper på rekordtid. De ser færdige ud, men er stadig kun koncepter. Der ligger endnu ingen implementering eller fælles forståelse bag.
Og her tror jeg, udfordringen opstår.
Vi er ikke længere fælles om at skabe.
Mere og mere af tænkningen foregår mellem menneske-maskine. Og mindre og mindre foregår mellem menneske-menneske. Det betyder ik’ at vi tænker mindre. Men at vi tænker mindre SAMMEN.
Ja, AI kan gøre den enkelte medarbejder stærkere – men det gør ikke nødvendigvis organisationen stærkere. For organisationer har også en hjerne, som skal passes.
For hvis tænkningen i stigende grad flytter væk fra det fælles rum, bliver facilitering af fælles tænkning vigtigere end nogensinde.
Tidligere brugte vi møder på at få idéerne. AI kan udfordre vores tanker og udvide vores perspektiver på få sekunder.
Til gengæld bliver møderne endnu vigtigere som stedet, hvor vi:
• skaber fælles forståelse af de idéer, vi har udviklet sammen med AI
• opdager uenigheder
• udfordrer antagelser
• bygger relationer
• skaber ejerskab
• finder fælles retning
Forandring sker stadig gennem mennesker. Gennem samtaler. Friktion. Uenighed. Fælles sprog. Fælles erkendelser.
Vi har stadig brug for den langsomme, besværlige proces, hvor vores menneskehjerner faktisk kommer med.
Hvis vi ikke designer den fælles tænkning ind i arbejdet med AI, risikerer vi blot at skabe endnu flere siloer. Vi går hver især rundt i vores egen osteklokke og synes, vi er geniale.
Men organisationen flytter sig ikke en meter, før forståelsen, retningen og ejerskabet bliver fælles.

Læs også på LinkedIn
← Tilbage til oversigten